.

.

Blitz - hun har det hele!

DagbogPosted by Anne Kew Sun, November 20, 2011 18:43:42
Ingen kan sige at jeg vælger hund efter udseende! Blitz er red merle, næsten korthåret, splitface og med stritører - præcis de ting der ikke fryder mit øje! Men sikken hvalp!

Jeg er ikke nogen træningsnarkoman. Har jeg ikke lyst til at træne og det har jeg ikke hver dag, så træner jeg ikke. Har jeg ikke tid til at træne, lader jeg være. Har jeg ikke optimale vilkår for at træne, lader jeg også være. Kunne man tælle op hvor mange timer, man bruger på at træne en hund op til eliteklassen, er jeg temmelig sikker på at jeg ville ligge helt i bund. Et helt centralt grundprincip for min træning er nemlig, at kvantitet er ødelæggende for kvalitet.

Når jeg får en hvalp, bruger jeg meget tid på at indarbejde mine hjælperedskaber. For det første skal hunden være tryg med de fleste ting. At den er blevet godt socialiseret som lille hvalp, er en enorm hjælp, men bare fordi opdrætteren har trasket oplevelserne tynde, betyder ikke at processen stopper der. De fleste halvfornuftige hvalpe skal se nye ting an inden de springer ind med alle fire poter. Alle hvalpe er forskellige og det er derfor forskelligt, hvilke mængde belastning de tåler. Overbebyrder man hvalpen, forværrer man dens bekymring over den nye ting og gør problemet ofte større. En anden taktik, jeg nogle gange tager i brug, hvis hvalpen bliver så bekymret at den bliver bange, er forglemmelsen. Jeg har præsteret at holde en hvalp væk fra barnevogne og cykler i over et år, fordi klappen gik helt ned for den. Et år senere var den helt tryg ved overnævnte ting, selvom den ikke havde set dem siden.

Blitz er en fornuftig hvalp, der ikke farer tankeløst frem, når hun møder noget nyt. Det der gør hende ekstra god, er hun kommer igennem sin krise, når hun bliver presset. F.eks. boede vi på hotel under NM på 6. sal. Elevatoren var lille og smal og gulvet i receptionen var glat. Første gang vi skulle i elevatoren havde jeg ikke tænkt mig ordentligt om og stod der sammen med både hende og Rocket. Dørene lukkede hurtigt i og så hun ikke blev klemt i dem, blev jeg nødt til at kurre hende over gulvet og ind. Hun lå på sin mave med standard - 'Bambi på glat is' ben stilling. Næste gang kurrede hun også langs gulvet, men sprang over rillen i gulvet og landede et godt stykke inde i elevatoren. Som turene gik, blev hun bedre og bedre til det. Til sidst gik hun foran mig ind og stod ganske normalt, mens den kørte. Det er en 'lydighedsgave' og ikke noget at tage for givet. En hund med denne evne magter at være i det ikke kendte, hvilket er nødvendigt for en top lydighedshund.

Så bruger jeg meget tid på at være legetøj for den nye hvalp. Som hunde leger sammen med hinanden uden brug af ting, skal hvalpen kunne lege sammen med mig. Den gnaver/napper i mig og jeg puffer og napper i den. Den skal ikke være for sensitiv, men forbinde berøring med noget sjovt - gerne blive lidt vild. Berøringen bliver mere og mere voldsom og foregår alle steder på kroppen - hele tiden uden at overbelaste hvalpens system. Aldrig har jeg haft så mange skræmmer og blåmærker! Mine træningsbukser er i laser og jeg går aldrig ind til hende med bare arme og ben! Super hvalp! Selv til NM havde hun lyst og overskud til at trække i mine bukser og snørebånd - også med alle de forstyrrelser!

Mine hunde arbejder slet ikke - de skal helst lege. Kommer de til at arbejde, bliver de aldrig så gode som de legende. Den legende hund kendetegnes ved sin glæde og er 'selvkørende'. Den bliver nogle gange for ivrig - og det er en god ting, for har man en ivrig hund, befinder man sig i spændingsfeltet mellem ustyrlighed og præcision. Jeg kender ikke noget bedre sted at være træningsmæssig. Al træning skal derfor være en leg. Hvalpen ved ikke hvilken del af legen er del af en øvelse - det er kun mig, der gør det. Hovedparten af tiden går på det rene leg og ganske lidt er produktiv i forhold til programmet.

Blitz har styr på positionerne i stillingsskift. Hun laver dem ikke præcist, men tager ikke fejl af tegnene og er tændt på at lave dem. Vi er startet på lineføring. Det er i denne øvelse at min 'kvantitet ødelægger kvalitet' virkelig kommer til udtryk. Normalt går jeg 2-3 skridt - uden at starte eller stoppe i sit position. Hvalpen skal holde position og opmærksomhed - alt andet er uvæsentlig. At hvalpen går næsten kun på bagbenene eller hopper op og ned er ekstra godt, fordi det handler om at gøre hvalpen helt vild med lineføring uden at den mister fokus eller position. Da Rocket var et år kunne han gå ca. 8-10 skridt lineføring - længere havde han ikke prøvet. I dag går han snild et fem minutters program uden at miste gnisten, position eller fokus. Jeg træner først vendinger, gå baglæns og til begge sider, når hvalpen selv har forståelse for korrekt position. Inden jeg går i gang, skal hvalpen have en vis højde, så jeg ikke selv står forkert - ellers får den ikke det rigtige billede af korrekt position. Blitz har prøvet nu tre gange og det går forrygende. Boing! Boing! Boing! lige ved siden af mig og en smule længere tilbage end Rocket. Om otte måneder er vi nok klar til at gå hele 10 skridt lige frem!

En anden vigtig ting med den gode lydighedshund, er dens evne til at holde kroppen i ro. Har man en dirrende hund - om det er nervøsitet eller ivrighed - er det en op ad bakke kamp. Det kræver meget koncentration fra hundens side at gennemføre fællesøvelserne. Har man en hund med et flygtigt fokus, flytter den lettere sine kropsdel end den, der kan holde koncentrationen. Typisk siger jeg, at kroppens tiltand afspejler hjernens - er kroppen lavet af gummi, er hjernen højst sandsynlig også. Dirrer kroppen, dirrer hjernen også. Blitz er en livlig, legesyg hoppebold, men allerede nu formår hun at holde kroppen i ro. Koncentrationen er der - atter en gave, der vil gøre det hele så meget nemmere i fremtiden.

Red merle, splitface, stritører og næsten korthåret. Min hvalp har bare det hele!



  • Comments(2)//blog.kewstock.dk/#post168